Af Linda Ammitzbøl-Bach, 2023
Hvorfor kommer vi i Igne:Oya?
Håndarbejde handler ikke bare om at fremstille en nyttig ting til et nyttigt formål, lave en gave eller fremstille ting for at spare penge. Håndarbejde er for mange en livsstil, en fordybelse og et omdrejningspunkt for et fællesskab. Håndarbejde er ikke bare produktion. Det er en kommunikation mellem mennesker på mange niveauer.
Vi kan kommunikere om det rent tekniske i tale og på skrift, non-verbalt ved hjælp af step-by-step demoer og med vores hænder. Her kan vi lære os selv og hinanden teknikker og nyttige fif. I Igne:Oya har vi en løbende samtale om, hvad der karakteriserer de forskellige kulturer. Denne samtale slutter aldrig, da vores nysgerrighed på andres håndarbejder er konstant. Med et fint ord kalder vi dette kulturudveksling.
Den anden side af kommunikationen omkring håndarbejdet, er det, der sker mellem mennesker, de små budskaber der til tider næppe er synlige for andre end de involverede. Som nævnt kan vi uden et verbalt fælles sprog kommunikere om det faktuelle og tekniske. Men vi kan også gennem håndarbejdet kommunikere på et dybere interpersonelt plan. Vi viser hinanden interesse og opmærksomhed. Vi er nysgerrige og deltagende i andres håndarbejder. Vi viser hinanden begejstring og beundring. Alt dette kan vi vise med vores krop, vores iagttagende blikke og anerkendende mimik. Her er det at vores personlige sfære kan udvides. Vi kommer gennem håndarbejdet i personlig kontakt med mennesker, der ikke ligner os selv. Vores sociale og kulturelle relationer udvides og vi får muligheder for at danne venskaber med mennesker, vi ellers ikke ville have mødt. Håndarbejdet kan sprænge nogle rammer for menneskeligt samvær. Vi er ikke længere kun i relation med mennesker, der ligner os selv kulturelt eller socioøkonomisk. Håndarbejdet bidrager til at øge den sociale sammenhængskraft.
Foto: Christian Mercier