Af Henriette Rolf Larssen, 2022
Når du er stille, kan du mærke din intuition. Intuitionen skal have stilhed for at skinne igennem larmen. Jeg har hørt mange sige, at det er svært at lave håndarbejde, og det er svært at finde på ideer. Det gør ikke noget, at alle dine forsøg ikke bliver som du ønsker, det er en del af en lærdom for at bevæge sig et nyt sted hen. Du ved først noget er godt, hvis du har lavet noget, der er skidt.
Foto: Christian Mercier
Designprocessen
Designprocessen er et godt redskab til at hjælpe sig selv på rette spor i den kreative proces.
Idéfasen
Skitser dine tanker og ideer. Tænk uden begrænsning. Vær åben for alle muligheder og bliv inspireret.
Analysefasen
Undersøg det valgte emne, find oplysninger, lav research. Find gamle teknikker og lav små prøver af dine ideer.
Udvælgelsesfasen
Vær kritisk og udvælg kun det, du vil arbejde med lige nu, og gem resten af dine ideer til senere. Vær teknisk og få et overblik over udførelsen.
Færdiggørelse
Inddrag alle detaljerne og udfør produktet.
Hvor kommer inspirationen til at lave produkter fra? Hvad inspirerer dig? Den kan være billeder og stemninger. Dine sanser bearbejder musik, digte, gadebilledet, naturen, følelser. Eller bare det at føle et stykke stof i hånden. Hænderne taler.
Min personlige inspiration kommer fra stemninger i historien samt kemien mellem mennesker.
Foto: Christian Mercier